Hvem skal have min uopfordrede ansøgning?
Af Steen Kræmer Rasmussen
Uopfordrede ansøgninger bliver hele tiden vigtigere. Virksomhederne tjekker deres netværk og mappen med de uopfordrede, før de slår en stilling op. Det er simpelthen for ressourcekrævende at læse flere hundrede ansøgninger, når ti er nok. Her er to gode råd til, hvordan du finder dem, du skal søge hos:
1. Gå efter det usexede
De store og kendte virksomheder i de ombejlede brancher med stor positiv mediebevågenhed står øverst på de fleste jobsøgeres ønskelister. Men er det nu også så smart? Næh. De får nemlig vanvittigt mange uopfordrede ansøgninger i forvejen, og så ligger du måske igen i en alt for stor bunke.
Glem dem. Gå i stedet efter de relevante virksomheder, der er knap så prestigiøse, knap så kendte og ligger knap så spændende. Søg hos en fabrikant i Korsør eller Hobro i stedet for en international spiller på Islands Brygge eller Århus Ø. Mange gange kan 30 kilometer gøre forskellen på, om en virksomhed får 200 eller 1 uopfordrede ansøgninger om måneden. Det, der umiddelbart virker knapt så attraktivt, kan hurtigt vise sig at være guld værd. Jobbet er lige så spændende, dit ansvar er garanteret større, og udviklingsmulighederne er de samme. Mindst.
2. Værktøj til uopfordrede ansøgninger
”Ja-ja Steen. Det er meget godt. Men hvordan finder jeg så de små virksomheder, jeg skal søge hos?” Svaret er let: Jobindex.dk har ’Værktøj til uopfordrede ansøgninger’ under kategorien Jobsøger. Lad os kalde det VUA.
VUA er en søgemaskine, hvor du indsætter dine jobmæssige, uddannelsesmæssige og/eller geografiske præferencer. Resultatet er en oversigt over alle de virksomheder, der har slået sådanne stillinger op siden 2007. Nu kan du se, hvem der bruger sådan nogen som dig. Og tænker du skridtet videre, ved du, hvilken brancher du med fordel kan sende ansøgninger til. Og så er det bare i gang.
Venstrehåndsarbejde? NEJ
Uopfordrede ansøgninger virker kun sjældent lige med det samme. Normalt ligger de noget tid – som regel flere måneder – før de bliver relevante. Derfor er det en god ide at skrive i ansøgningen, at virksomheden gerne må gemme den, så længe den vil.
Og husk: Uopfordrede ansøgninger skal stadig være motiverede og gennemresearchede. Nøjagtigt som en rigtig ansøgning. Brug din professionelle personlighed, som du kan læse meget mere om i Hit med jobbet.
Læs mere om, hvad uopfordrede ansøgninger kan gøre for dig.
Det betyder, at du stadig skal lave research, og at du stadig skal vide, hvorfor det er, at lige præcis den her virksomhed skal ansætte lige præcis dig. Set med virksomhedens øjne.
Her kan det være ekstra udbytterigt at ringe først – bl.a. for at finde ud af, om der er åbninger på vej. Læs mere om at ringe til virksomhederne – og hvad du kan spørge om.