Hit med jobbet løser den gordiske knude med alt for mange korte ansættelser i CV'et

CV: Løs problemet med mange korte ansættelser

popp CV Leave a Comment

Dit CV får en lynhurtig gennemlæsning af arbejdsgiveren - og det er ikke altid, han/hun er grundig. Tag dine forholdsregler. Hit med jobbet

Dit CV får en lynhurtig gennemlæsning af arbejdsgiveren – og det er ikke altid, han/hun er grundig. Tag dine forholdsregler og undgå misforståelser.

Hvis dit CV ser splittet ud med mange korte job (vikariater, tidsbegrænsede stillinger og projektansættelser), kan du godt komme ud for, at den lange liste skræmmer arbejdsgiveren væk.

Det har Pia f.eks. oplevet, og jeg så hendes opslag i en LinkedIn-gruppe for nogle dage siden (uddrag):

I de seneste år har jeg – siden jeg blev afskediget midt i finanskrisen – taget et – synes jeg selv – udmærket initiativ og har forsøgt at holde mig selv beskæftiget. Det har resulteret i nogle korttidsansættelser – som jeg har lært rigtig meget af og har været rigtig glad for.
Imidlertid higer min indre tryghedsnarkoman efter at få det job, hvor jeg kan være rigtig rigtig længe. Alligevel har jeg en følelse af, at jeg hos arbejdsgiverne bliver straffet for de korttidsansættelser jeg har haft – og mange ser det som ‘ustabilitet’ – PÅ TRODS af, at flere og flere firmaer benytter sig af projektansættelser og vikarer. Desuden har jeg også lagt mærke til, at rigtig mange med min profiler HAR relativt korte ansættelser i karriereforløbet (

Så: Er det i virkeligheden en gordisk knude: Hvis vi forbliver passive som ledige – og ‘bare’ bliver hjemme og søger job – så har vi ikke proaktivitet – og hvis vi ER proaktive og tager korttidsansættelser, så er vi ustabile.”

Jeg kan sagtens se problematikken – og forstå Pias frustrationer. Hun gør det eneste rigtige – holder sig hot og sørger for at forblive aktiv. Godt gået, men hun bliver tilsyneladende straffet for det.

Og det kan godt passe, for arbejdsgivere ér bange for mange korte ansættelser. Frygten er, at du forsvinder igen efter kort tid, når virksomheden har ofret store summer og kræfter på ansættelse og oplæring. Det er dyrt, og hvis du er i en kernerolle, kan en hurtig jobflugt være næsten invaliderende for virksomheden.

Det er også derfor, at flere rekrutteringsbureauer tilbyder en pengene tilbage-ordning, hvis virksomheden mister medarbejderen inden for en bestemt periode.

Her er Aleksander den Stores CV-sværd

Hit med jobbet løser den gordiske knude med alt for mange korte ansættelser i CV'et

Vi løser den gordiske CV-knude: Alt for mange ansættelser på alt for kort tid.

Jeg vil gerne spille Aleksander den Store og give mit bud på løsningen af Pias gordiske knude:

Problemet er i virkeligheden ikke de mange job på den korte tid. Problemet er sandsynligvis, at du ikke har formidlet årsagen til det godt nok. Hverken grafisk eller skriftligt.

Eksempel på en liste over kortvarige job, der skræmmer arbejdsgiveren. Hit med jobbetNår arbejdsgiveren ser noget i denne stil, er der ret stor sandsynlighed for, at han/hun skynder sig at lægge din ansøgning over i nej-bunken uden at skænke det en yderligere tanke. “Jobshopper” eller “Flakker”. Dommen er klar. Første grovsortering af stakken af ansøgninger inkl. CV tager som regel under et minut pr. ansøgning, og så er der ikke tid til at dvæle ved tingene.

Simpelthen. Grafisk skal du fjerne førstehåndsindtrykket af en jobshopper, og tekstmæssigt skal du forklare, hvorfor det er sådan:

Under punktet ERHVERVSERFARING eller ANSÆTTELSESSTEDER har du for mange ansættelsessteder, som det er nu.

Derfor foreslår jeg, at du grupperer de korte ansættelser som ét job med overskriften ‘Projektansættelser og vikariater‘. Derunder skriver du en forklarende tekst:

‘Projektansættelser og vikariater

De seneste 6 år har jeg holdt damp under de faglige kedler med vikariater, tidsbegrænsede stillinger og projektansættelser, mens jeg leder efter det helt rigtige karrierejob. Det er vigtigt for mig altid at være i gang og forblive skarp.’

Sæt derunder hver korttidsansættelse ind som et punkt under gruppen på en måde, så det ligner dine tidligere job i opsætning.

  • Kontorleder, Brøndum VVS, Viborg, (Barselsvikariat, 12 mdr.)
    Der er fin plads til at lave en kort beskrivelse af opgaver og resultater m.m. under hvert punkt. Men hold det kort.
  • Bogholder, Silkeborg Dampspinderi (Vikar, 4½ mdr.)
    Der er fin plads til at lave en kort beskrivelse af opgaver og resultater m.m. under hvert punkt. Men hold det kort.
  • Projektmedarbejder, Naturhistorisk Museum i Århus (6 mdr.)
    Der er fin plads til at lave en kort beskrivelse af opgaver og resultater m.m. under hvert punkt. Men hold det kort.

Vupti. Nu ser det ikke nær så flakkende og rastløst ud, og du får alt relevant med. Især den lille starttekst, der viser, at du tager initiativ og gør noget ved din jobsituation.

Er der tale om snyd?

“Jamen snyder jeg ikke arbejdsgiveren på den måde?”, kan jeg forestille mig, at nogen vil spørge.

Og svaret er et blankt NEJ. Det er ikke snyd. Det er en måde at forebygge en fuldstændig urimelig misforståelse af et fuldstændig legitimt karriereforløb.

Det er unfair, hvis Pia og mange andre bliver straffet for at holde sig i gang i stedet for at læne sig mere eller mindre passivt tilbage og skrive to ansøgninger om ugen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.