Advarsel: Du gør din tekst ligegyldig
Af Steen Kræmer Rasmussen
Vi ser det hele tiden – det ord, der tager al personlighed ud af din tekst:
“… man møder borgeren med…” Man? Når du bruger det ord, suger du al energi ud af teksten, og du gør den sværere at forstå.
Du har valgt at sætte et ubestemt stedord ind i teksten. Problemet er, at du ikke fortæller læseren, hvem det er, du taler om, når du skriver ‘man’. Derfor skal læseren selv finde frem til, hvem ‘man’ er.
“Øh, HVEM er det, der møder borgeren?”
Er det mig? Er det sagsbehandleren? Er det social- og sundhedshjælperen? Er det dig? Er det politimanden? Er det borgmesteren, eller er det en helt syvende?
Og hvad så? Det kan læseren vel godt regne ud, kan hun ikke?
Det kan de for det meste, men du må aldrig sætte læseren på arbejde. Jo mindre klar, du gør din tekst, jo mere skal din læser anstrenge sig, og jo større er risikoen for, at hun mister interessen og stopper læsningen.
Det er endnu værre, at din tekst fremstår upersonlig og upræcis. Hvis du ønsker, at jeg som læser skal følge med, hænge i og reagere på den helt rigtige måde, er du nødt til at være nærværende. Ellers er der ikke noget, der rager modtageren, når hun læser din tekst.
Slet ordet ’man’. Det gør intet godt for din tekst. Intet. I stedet skriver du ‘jeg’, ‘sagsbehandleren’, ‘kommunaldirektøren’, ‘healeren’, ‘vi’ eller det, som du har skiftet ud med ‘man’. Det gør teksten meget lettere, og når du ikke sætter forhindringer op for din læser, er chancen for, at hun bliver ved til den bitre ende, langt, langt større.
Du skal lige ha’ tre eksempler:
- MAN har virkelig gjort alt, der var muligt, for at styrke mobildækningen…’ ➡ TELESELSKABERNE har virkelig gjort alt, der var muligt, for at styrke mobildækningen…”
- ‘Det er første gang, MAN er kommet så tæt på verdensrekorden.’ ➡ ‘Det er første gang, DEN DANSKE STAFET er kommet så tæt på verdensrekorden.’
- ‘Hvis man vil have konkurrencefordele, …’ ➡ ‘Hvis vi vil have konkurrencefordele, …’
Så let er det, hvis man … øh … du vil inddrage og fastholde din læser i dine tekster.
Fjern ‘man’ fra alt, hvad du skriver. Uanset om det er feriepostkort, præsentationer, webtekster eller forretningsbreve. Du kan gøre det meget bedre.
Inviter læseren med ind i teksten
Det er hammervigtigt, at du inddrager din læser i din tekst.. Brug du, dig og din, så læseren føler, at teksten handler om hende eller ham. Det er måske det bedste garanti for, at dine ord ændrer noget hos din målgruppe, får dem til at gøre noget eller skaber den refleksion, du håber på.
Og så lige pointen på det hele: Opret en autokorrektur i Word, så programmet altid erstatter ’man’ med ’FOR FANDEN, DIN IDIOT. NU GJORDE DU DET IGEN. SKRIV NU, HVAD DU MENER’. (Og husk så, hvor vigtigt det er at læse teksten HØJT for dig selv, før du printer eller sender. 😉)
En ting er helt sikkert: Det der ‘man’ skal UD af din tekst.