Fortæl om dig selv - her er dit bedste svar

Start med at fortælle lidt om dig selv

Steen Kræmer Rasmussen Jobsamtale, Jobsøgning Skriv en kommentar

Du er (endelig) blevet kaldt til samtale. Du er ankommet fint, har sagt pænt go’da’, fået kaffe og sidder nu klar i stolen. SÅ kommer det. Spørgsmålet:

Kan du ikke lige starte med at fortælle lidt om dig selv?

Selv om det er omtrent lige så overraskende som hvis Tyskland slår San Marino i fodbold på hjemmebane, er der mange jobsøgere, der går i granatchok. De har nemlig ikke forberedt sig.

Og mennesker i stresssituationer handler med rygmarvsreaktioner. Så svaret lyder som regel nogenlunde sådan her:

“Jeg kommer fra Ringe, men flyttede for fire år siden til Slagelse til min kæreste Henrik. Vi bor i et hyggeligt byhus med vores søn Albert og vores to katte….”

Det gør helt ondt at høre den slags. Det sidste interviewerne spurgte dig om, var nemlig dine private forhold. De spørger dig om den professionelle dig. Måske kommer det her som en breaking news for dig, hvis du normalt svarer sådan. Så skal du vide, at:

Arbejdsgiveren leder ikke efter en sød pige med fokus på privatlivet, men en fagperson, der kan levere varen professionelt.

Du skal vise dem, at de får valuta for det pænt store femcifrede beløb, du koster dem hver måned. Det er det, de er interesserede i. De vil vide, at du kan levere varen. De skal være trygge ved at ansætte dig.

Hvis du tror, at dine private forhold og dine fritidsinteresser giver virksomheden tro på, at de får en masse for pengene ved at ansætte dig, er du galt på den. Fuldstændig. Det er vældig sympatisk at tale løs om børn og kolonihaven, men det er ikke professionelt. Du får penge for at arbejde, ikke for at være privat. Og bare rolig: Hvis du ellers er interessant nok, skal de nok spørge ind til familie og fritid m.m. sidst i interviewet.

Derfor skal du tale om din faglighed, når du får lige præcis det her spørgsmål først i interviewet. Det kan du gøre på to måder:

1. Giv dem et resume af dit CV

Nu om dage indleder de fleste deres CV med et resumé. En slags læsevejledning, der fremhæver lige præcis de ting, en travl HR-medarbejder nødigt skulle overse, når han/hun læser CV’et. Altså de kompetencer og erfaringer, der er CV’ets allerbedste argumenter for at ansætte dig.

(Pssst…. Du kan downloade gratis skabeloner til dit CV her på siden.)

Forbered en lille historie i stedet for at remse kompetencer op. Og kan du oven i købet formulere den, så det ser ud som om, der er en rød tråd frem mod lige præcis det her job, er du rigtig godt kørende.

Her er et par eksempler på, hvordan det kan lyde, når en ansøger ‘fortæller lidt om dig selv’ med udgangspunkt i CV’et:

Vis hvad virksomheden får ud af dig, når de beder dig om at fortælle om dig selv.

  • Allerede da jeg gik i folkeskolen begyndte jeg at lave hjemmesider for familie og venner. Siden da har jeg arbejdet målrettet hen mod en karriere inden for webdesign. Det er blevet til mange effektive sider, og jeg har hele tiden styrket mine kompetencer ved at lære nyt – sidst ved at uddanne mig som webudvikler på Erhvervsakademiet.
    Sideløbende har jeg taget fuld kontrol over javascript, flowcharts, informationsarkitektur, brugeroplevelser, C-panel, typografi og meget mere. Jeg er klar til at løse alle de opgaver, jeg overhovedet kan finde hos Virksomhed XX.
  • Selv om jeg er uddannet i en modeforretning, har jeg solgt køkkenudstyr i den lokale isenkramforretning de seneste fire år, og jeg elsker det. Nu flytter vi så her til byen, og jeg er fast besluttet på at fortsætte kærlighedsforholdet.
    Jeg har efteruddannet mig så meget som muligt og har deltaget i alle de kurser, jeg har kunnet komme i nærheden af. Både på Handelskostskolen og mere fagspecifikke kurser af enhver art. Mine styrker i butikken er kundekontakt og -service – og dermed mersalg.
  • Allerede tidligt på fysioterapeustudiet vidste jeg, at jeg, at det var genoptræning, jeg skal arbejde med. Jeg skrev bacheloropgave om motivation af patienter med senhjerneskader og startede min karriere i den primære sektor, hvor jeg har lært at have med alle typer af ældre at gøre. Efter fem år på Aalborg Sygehus’ Neurokirurgiske afdeling er min drøm nu at rykke op i Superligaen med et job på Hammel Neurcenter. Her får jeg den tid til fordybelse, jeg ved, ikke er til stede andre steder i systemet. Jeg kender patienterne og lidelserne fra mine tidligere job, og derfor er jeg sikker på, at jeg kan gøre en positiv forskel her.
  • Jeg er uddannet vej- og trafikingeniør fra Ingeniørhøjskolen i Århus. Siden har jeg arbejdet i Vej- og trafikafdelingerne i Slagelse og Holbæk kommuner. Begge steder har jeg fungeret som fagansvarlig ved flere vejprojekter, ligesom jeg var projektleder for den nye cykelsti fra Merløse til Hvalsø i 2011.
    Med mine erfaringer fra kommunerne og specialkurser på DTU ser jeg jobbet hos COWI som et naturligt næste skridt i min karriere.

Når du bruger sådan en præsentation, er formålet at give ansættelsesudvalget troen på, at du har den baggrund, der skal til for at udfylde jobbet. Altså med hensyn til uddannelse og erfaringer – og kan du samtidig give dem indtrykket af, at du går målrettet efter netop dette job, skader det bestemt ikke.

2. Vis dem, hvad de får ud af at ansætte dig

Når din indsats nu koster 20-50.000 kroner om måneden (eller mere), er interviewerne først og fremmest interesseret i, hvad virksomheden får for pengene. Det er ret mange penge for mange virksomheder, og derfor er ansætterens primære tanke, når han/hun taler med dig:

What’s in it for us?

Hvad får vi ud af at ansætte kandidaten? Lige præcis dén tanke kan du sagtens centrere dit svar på åbningsspørgsmålet om.

Pluk f.eks. en af metoderne til de professionelle personlighedsafsnit i Hit med jobbet: ‘Hvis I ansætter mig, får I…’ Selvfølgelig med et helt klart fokus på, hvad virksomhedens udbytte af at ansætte dig er. Set med dens øjne. Her er et par eksempler på, hvordan det kunne lyde:

  • Hvis I ansætter mig, får I en medarbejder med mange års bureauerfaring. Jeg har haft fingre i alle former for kampagner, og jeg har især fokuseret på og haft succes med direct mail og udvikling af budskaber. Jeg har især arbejdet med bureauets store kunder og haft selvstændigt ansvar for flere store projekter. Det har givet mig indsigt i budgettering, effektmåling og tilbagerapportering. Alle de erfaringer kan jeg tage direkte med over i jobbet her.
  • Hvis du ansætter mig, får du først og fremmest en handicaphjælper, der respekterer dig som menneske med ret til en privatsfære. Derfor kan du stole på, at hverdagen kommer til at foregå på dine betingelser og efter dine ønsker. Nul dårlige vaner og nul overbevisninger, som du får trukket ned over hovedet.
    Du kan også forvente en rutineret hjælper, der godt ved, hvad det vil sige at være på arbejde. Det betyder, at jeg tager mig af forefaldende opgaver uden opfordring. På den måde får du også noget for pengene, når du ikke lige har personligt brug for min assistance.
  • Hvis I ansætter mig, får I meget mere end en almindelig personlig assistent. Ved siden af mine seneste job har jeg taget diplomuddannelser i HR og personalejura. Med min HA i International Business har jeg en viden om etablering i udlandet, som passer godt til Virksomhed YY’s internationale ekspansionsplaner.
    Jeg arbejder effektivt og selvstændigt, og jeg påtager mig også gerne opgaver, der ligger lidt uden for en PA’s almindelige arbejdsområde.

Uanset hvilken vej du går, skal du fokusere på de gode argumenter for at ansætte dig. Du fremhæver det vigtigste for arbejdsgiveren og det, som du rigtig gerne vil tale om. Måske følger intervierne op på nogle af de ting, du fremhæver. Og så er det altså dig, der tager styringen.

Ved at fremstå professionel fra første øjeblik står du langt stærkere end ved at fortælle, hvad du hedder, hvor gammel du er, hvor du bor, og hvor mange børn du har. Glem dine indvendinger: “Jeg vil have mig selv med”, “Jeg kan ikke lide at sælge mig selv”, og “Jeg kan ikke bare sådan sidde og prale.”

  • Du er i skarp konkurrence med en gruppe af andre velkvalificerede kandidater. Hvad får dig til at tro, at du kan lande jobbet, hvis du ikke gør dit bedste?
  • Intet af det, jeg har foreslået her, er pral eller salg. Intet. Det er en faktuel præsentation af, hvad virksomheden får, når den ansætter dig.

Du skal udstråle selvtillid og en indædt tro på,
at du faktisk har noget at byde på.

Man kan godt sige, at du får chancen for at serve først, når intervieren stiller dig lige præcis dét spørgsmål. Den personlige præsentation kan vise sig at være et serve-es, der giver dig initiativet. læg dertil, at du forhåbentlig har brugt 2-3 Professionel Personlighedsafsnit fra Hit med jobbet, står du stærkt. Normalt er der mindst et af dem, der også bliver et samtaleemne. PP-afsnittene får dig til at virke fagligt dygtig og som en interessant kandidat, der faktisk har noget relevant at byde ind med.

Dit konkrete udbytte er, at du selv har været med til at bestemme en god del af de ting, I skal tale om. Derfor ved du, hvilke emner, du skal forberede dig ekstra på, før du møder op til jobsamtalen. Så er du altså godt kørende…

Og så lige til sidst: Du skal ikke overtage hele interviewet, så interviewerne bliver nødt til at afbryde dig. Sigt efter lidt over et minut. Det er cirka 130 ord ved normal talehastighed. Husk at øve dig hjemmefra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *