Grundig research giver dig et kæmpe forspring
Af Steen Kræmer Rasmussen
[Infographic] Hvis du er som de fleste andre jobsøgere, mangler du viden om, hvordan du bliver klogere på din næste arbejdsgiver. Det kan blive fatalt for din chance for at sikre dig jobbet.
Det allerdummeste, du kan gøre, er helt at lade være med at bruge tid på research. En talemåde siger ‘Viden er magt’. Jobsøgningsversionen af den hedder ‘Viden er vejen til job’. Der er ikke lighedstegn mellem research og job, men de to ord hænger altså tæt sammen. Du er i skarp konkurrence med op mod 200 andre seriøse ansøgere, og mange af dem har de nødvendige kompetencer.
Konsekvensen er, at det er småting, der bestemmer, om du ryger op blandt de 5-6 stykker, der kommer til samtale. Og så er det altså, at jeg ikke fatter, når jobsøgere undlader at gøre ALT, hvad de overhovedet kan, for at få jobbet. Det ér da decideret uambitiøst eller ubegavet. Vælg selv, hvilken kategori, du tilhører…
Research ér en af de sikre genveje for dig, der gerne vil opad i bunken med ansøgere. Og så er det faktisk ret enkelt at gå til. Med din indsigt i egne styrker og kompetencer kan din viden om virksomheden pludselig være nøglen til jobsamtalen. Hvis du sætter dig nok ind i virksomheden, kan du næsten altid finde frem til noget, der er et oplagt argument for at ansætte lige præcis dig.
Men man skal altså have gjort en seriøs indsats for at kunne få glæde af det.
Og så er konkurrencen på researchdelen rystende lav. Der er så få, der bruger tid til research, at dem, der faktisk gider, får et gigantisk forspring. Med andre ord: Jo mere du ved, jo mere kan du overbevise ansættelsesudvalget om, at du er lige præcis den kandidat, de skal have.
Næsten hver gang, jeg har rådgivet nogen før deres jobsamtale, får de ros for deres viden og forberedelse. Virksomheden elsker, at du faktisk gider være grundig.
Og faktisk behøver det ikke tage mere end 2-6 timer. Hvad venter du på? Det er måske dit livs bedste tidsinvestering…
Sådan lærer du din næste arbejdsgiver at kende
Denne Infographic fortæller om nogle af de måder, du kan researche på en virksomhed på. Og ja, der er flere. Skriv i kommentarfeltet, hvis du har flere forslag og ideer.
Alle fremgangsmåder er forklaret i dybden i Hit med jobbet, og du får også grundig vejledning i, hvordan du kan bruge den viden, du henter.