CV-feedback fra AI. Værd at forsøge?
Af Steen Kræmer Rasmussen
TEST • Uanset om du er rutineret jobsøger, ny i faget eller ligefrem rådgiver andre, har du sikkert brug for at finde ud af, hvor godt dit eget CV er. Måske vil du gerne have råd om, hvordan du gør det endnu bedre? Eller har du helt styr på det? De første kunstig intelligens-tjenester, der giver feedback på CV’er er kommet, og jeg har testet en tjeneste, der har fået ros af danske rekrutteringseksperter.
Tjenesten hedder CV Reviewer, er (selvfølgelig) amerikansk og lover blandt andet, at den fint kender til det danske arbejdsmarked. CV Reviewer giver grundig feedback på CV’er og er specialtrænet version af ChatGPT.
Jeg fandt fem frivillige jobsøgere der stillede deres CV’er til rådighed. Til gengæld fik de grundig AI-feedback på et CV med den tilhørende jobannonce. I samme dokument fik testpersonerne min vurdering og tilbagemeldinger på deres CV.
Her får du et resumé af deltagernes udbytte af testen. Så er det op til dig, om du har lyst til at prøve CV Reviewer eller lignende tjenester.
Nederst i artiklen får du et tilbud på CV-feedback og vejledning i, hvordan du gør, hvis du selv vil prøve.
Gode pointer, men meget amerikansk
De fem testpersoner er enige om konklusionen: Programmet giver god og inspirerende feedback, men der ér for mange områder, hvor dens holdninger ikke passer ind i en dansk kontekst.
”Min opfattelse af feedbacken fra AI-værktøjet er lidt hit og miss,” skriver en af deltagerne. Dets kommentarer er relevante, men mange af dem passer ikke til det danske arbejdsmarked. Det på trods af, at den skråsikkert hævder, at den har styr på dansk kultur. Og så kan det jo godt være lidt farligt, hvis vi stoler blindt på den feedback, den giver.
Det ér altså en helt central pointe med kunstig intelligens: Stol aldrig blindt på de svar, du modtager, men gå kritisk til dem, find ud af, om rådene passer til det, DU har brug for.
”Det er interessant at se forskellen på AI’s og din feedback. Nogle steder er I enige, andre steder helt uenige. Hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg langt hellere have din (menneskelige og erfaringsmæssige) tilbagemelding end AI’s,” skriver en.” Hun skriver videre, at…
”… selv om du skriver specifikt, at du gerne vil bede om, at der bliver taget højde for dansk kulturel arbejdsmarkedskontekst, er AI’s feedback ikke bygget til at “se” forskellen og bliver derfor misvisende. Jeg ville selv være lidt tvivlende ved at stole på og bruge AI’s tilbagemelding.”
Selv er jeg overbevist om, at et samspil mellem AI og mennesker giver det største udbytte. Altså AI kombineret med menneskelig feedback. Derfor kan du nu købe en CV-feedback i shoppen her på hjemmesiden. Som deltagerne i testen får du en kombination af CV Reviewers tilbagemelding og mine input og kommentarer.
AI-feedback kan give mening, hvis du føler dig usikker på den feedback, du kan få hos jobkonsulenterne i a-kasser, fagforeninger og jobcentre. Mange steder mangler de tiden til at give en gennemarbejdet og grundig feedback. Konsekvensen er, at tilbagemeldingen og rådene ofte bliver overfladiske. (Det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke gælder alle jobkonsulenter og karriererådgivere. Der er også mange, der gør den nødvendige indsats.)
Flere eksempler, tak
”Jeg syntes selv det var et godt CV. Men med den feedback jeg fik af AI og Steens tanker, blev jeg klogere på, hvad jeg kunne gøre bedre for at gøre mit cv mere målrettet og tydeligere i forhold til stillingsopslaget. At fremhæve de kompetencer, jeg har, og gøre dem tydeligere i matchet. At arbejdsgiveren ikke skal bruge tid på at finde dette match,” skrev en af deltagerne.
Netop dét er et problem ved mange CV’er: At de vigtigste oplysninger drukner i mængden. Modsat hvad du måske tror, bliver dit CV kun meget sjældent læst grundigt. Og når det går stærkt, er der ikke tid til at drage afledte konklusioner og regne noget ud af sig selv. Skær ned på nice-to-know og få need-to-know øverst. Først med det vigtigste.
Undervejs ændrede jeg prompten (Det spørgsmål, vi stiller til AI-værktøjer hedder en prompt), så den giver flere konkrete forslag til, hvordan formuleringer kan lyde. Det ændrede meget af oplevelsen.
”Jeg synes, det er mere brugbart. Mindre risiko for misforståelser af, hvad den mener, og mere konkrete eksempler,” kommenterede en testperson. ChatGPT er normalt god til inspiration, ideer og forslag, og det viste sig også at holde stik her.
Det giver god mening på den måde, synes jeg, og det kommer jeg altid til at bruge fremover, for værdien er langt større, når feedbacken er nem at gå til. (Det er jo også helt i tråd med, hvordan jeg selv prøver at skrive artikler, indlæg, nyhedsbreve og bøger.) Egentlig er det mærkeligt, at CV Reviewer ikke er trænet til at give konkrete eksempler helt af sig selv. Men så er det godt, at vi kan bede den om det. 😉
Konklusionen på minitesten er, at
-
Der er relevante input. CV Reviewer er god til at give forslag til forbedringer, og dens konkrete forslag er gode, når vi husker at bede om dem.
-
Den er også udmærket til at sætte sin feedback i forhold til jobannoncens indhold.
-
Desværre er mange af rådene alt for amerikansk inspirerede og mangler viden om dansk kultur. For eksempel i forhold til profilfoto, adresse og punktopstillinger. Derfor er det en god idé, at du får hjælp til at ’oversætte’, hvis du er i tvivl.
-
Den er ikke god til at give feedback på layout.
Sådan bruger du CV Reviewer
-
CV Reviewer er en såkaldt CustomGPT. Altså specialtrænet til bestemte opgaver. Det kræver, at du har det betalte abonnement på ChatGPT, som hedder ChatGPT Plus. Det koster i skrivende stund (oktober 2024) 20 dollar om måneden.
-
Du vælger ’Udforsk GPT’er’ øverst til venstre i menuen. Derefter søger du på CV Reviewer og klikker på det præcise søgeresultat. (Hvis den ikke dukker op, finder du GPT’en her: https://chatgpt.com/g/g-WTs6iPq6v-cv-reviewer ) Vælg
’Start Chat’, og så er du i gang. Herfra fungerer den som en almindelig ChatGPT-samtale. -
Når du skal have feedback, kan du uploade dit CV som pdf (Klik på clips-ikonet og vælg ’Upload fra computer’.) Du kan copy/paste teksten fra jobannoncen eller indsætte en pdf med den.
-
Stil meget gerne uddybende spørgsmål til GPT’en, hvor du beder den forklare komplicerede svar eller om at komme med flere eksempler. Du kan også forklare konteksten ud fra din viden om f.eks. arbejdsgiveren og spørge, om det ændrer dens anbefalinger.
Her er prompten
Den prompt, jeg er nået frem til, lyder sådan her:
”Vil du give konstruktiv feedback på vedhæftede CV med udgangspunkt i, at det er til vedhæftede/nedenstående jobannonce? Husk, at jobbet er i Danmark, og du skal tage udgangspunkt i en dansk kulturel arbejdsmarkedskontekst. Jeg vil gerne bede om feedbacken på dansk. Giv tre eksempler på formuleringer til hvert af de ændringer og forslag, du anbefaler i dit svar.”
God fornøjelse med at få AI-feedback.
Til sidst et lille tilbud til dig
Lige nu tilbyder jeg AI-genereret feedback med mine egne kommentarer, tilføjelser og forslag inkluderet. Du kan bestille feedbacken på www.hitmedjobbet.dk/butik. Jeg skal bruge dit CV som PDF og jobannoncen som pdf eller tekst.
Normalprisen bliver 895 kr. inklusive moms, men i starten giver jeg 33,5 procent i introrabat, så din pris lige nu er 595 kroner inklusive moms.
Husk også alle de andre artikler om jobsøgning, sprog og kommunikation he i bloggen. Under ressourcer i menuen finder du gode værktøjer til jobsøgere.
Nåh ja: Du kan selvfølgelig også købe mine bøger, Hit med jobbet og Scor jobbet til samtalen til en god pris. 😊