Home » Blog » Trænger dit profilbillede til et makeover?

Hvordan fremstår du på DIT profilbillede?

Trænger dit profilbillede til et makeover?

Af Steen Kræmer Rasmussen

Er du fuldstændig bevidst om de signaler, dit profilbillede på LinkedIn og billedet i din ansøgning eller dit CV sender til andre? Jeg tvivler. I hvert fald bliver jeg rystet over, hvad folk finder på at sætte op på deres professionelle profil eller i deres ansøgninger.

Det er et voldsomt problem, hvis dit billede er uskarpt, har distraherende ting i baggrunden, et fjendtligt, fjollet eller ukoncentreret udtryk, mangler øjenkontakt, er for mørkt eller … fortsæt selv listen. Du fremstår måske uprofessionel, usympatisk eller utilnærmelig, og det er sjældent noget særlig godt udgangspunkt, hvis nogen skal beslutte, om de vil kontakte dig.

Eller endnu værre: At du slet ikke har et profilbillede eller har valgt en plastikand eller et af dine produkter. Suk.

Dit profilfoto er noget af det første, vi andre ser, og det påvirker beslutningsprocessen, når nogen finder ud af, om de kan lide og have tillid til dig. Om de vil kontakte dig. Eller lade være.

Skræmmende? Ja. Er du i tvivl om dit eget? Måske.

Du kan få klar besked ved at gå ind på den amerikanske webside Photo Feeler. Andre brugere vurderer dit profilbillede. Og selv om det i sagens natur er amerikansk, er det både en øjenåbner, lidt sjovt og smart nok.

De vurderer dig på de tre faktorer Competence, Likeability og Influence. Altså hvilke signaler billedet sender, du er kompetent, sympatisk go indflydelsesrig. Det er helt andre faktorer, hvis du vælger at få dit portræt vurderet som social media-profilbillede eller datingprofilbillede. Alle billeder sender professionelle signaler.

Men først vi taler om, hvad der virker, kommer der en lille opsang herfra: Dit feriebillede, festbilledet, det uskarpe billede eller billedet, hvor du kigger væk, skal ud. Basta.

Hvis du vil fremstå professionelt, skal billedkvaliteten altså være i orden. Kender du nogen, der kan tage et skarpt portræt, der sender de rigtige signaler, så spørg, om han/hun vil hjælpe. Spørg evt. på Facebook, om der er nogen, der kan og vil gøre det professionelt.

Har du ikke lige dén ressource i vennekredsen, må du prøve at finde en fotograf og betale dig fra det. Det skal ikke nødvendigvis være en højtbetalt portrætfotograf med et eksklusivt studie. Mindre kan gøre det, og der findes billigere fotografer eller fotografstuderende, der gerne gør det langt billigere. Prøv at google fotoskoler i dit område. Alternativt er der måske almindelige fotokurser, der kan bruge forsøgskaniner.

 

Det virker på dit profilbillede:

Hvordan fremstår du på DIT profilbillede?Photo Feeler har undersøgt, hvad der påvirker den score, et billede opnår. (Husk, at det især bygger på amerikanske øjne, som ikke nødvendigvis ser tingene på samme måde, som vi gør det herhjemme.

Vi vil se dine øjne

Solbriller får dig til at fremstå du langt mindre sympatisk, end hvis vi kan se dine øjne. Til gengæld virker du stadigvæk både kompetent og indflydelsesrig.

Hvis du kniber øjnene en lillebitte smule sammen, virker du mere selvsikker, og det har især en positiv effekt på kompetencer og indflydelse, men folk opfatter dig også som lidt mere sympatisk.

Jeg vil gerne advare mod manglende øjenkontakt, selv om analysen ikke siger noget om det punkt. Det koster simpelthen på alle faktorer. Vælg et billede, hvor du ser på beskueren – det gør en kæmpe forskel. Hvis du kigger væk eller lukker øjnene, virker du som en, der undviger mig, og det er en rigtig dårlig plan.

Skru smilet på

Smil får din score til at tikke opad. Mest på hvor sympatisk, du virker – i lidt mindre grad kompetence og indflydelse. Og effekten på scoren for ‘likeability’ er dobbelt så stor, når vi kan se dine tænder, som hvis du smiler med lukket mund.

Så smil. Meget længere er den ikke. Eller – jo: Smilet skal være ægte. Det viser sig tydeligt, hvis det er tvunget på, eller at du er utilpas i situationen. Det koster måske ekstra tid med den dygtige fotograf, der gør dig tryg, men det betaler sig med garanti.

Det er måske lidt mere overraskende, at du kan score point ved at fremhæve hagen. Billeder, hvor der er en skygge under hagen, virker temmelig godt på hele paletten. Og er skyggen lidt lys, kender du måske nogen, der kan gøre den lidt mere markant i Photoshop? (Spørg evt. på Facebook.)

Apropos hager: De fleste er trætte af at vise dobbelthager. Løsningen kan være at skyde hagen en lillebitte smule frem eller få fotografen til at skyde en anelse ovenfra. Så ser du lidt opad, og det giver færre synlige hager.

Tænk over tøjet. Det rykker

Det mest effektive middel til at påvirke indtrykket af kompetence og indflydelse kommer fra din påklædning. Når du har formelt tøj på, scorer du langt højere på de to faktorer, mens du hverken bliver mere eller mindre sympatisk.

Vi skal selvfølgelig stadig huske, at der er tale om en amerikansk undersøgelse, men alligevel: Når jeg har stemt (Det gør man, hvis man ikke vil betale for sine vurderinger), har jeg faktisk givet højere scorer til folk med slips eller tilsvarende kvindeligt business-outfit. Så der er måske noget om det. Eller hvad siger du?

I Danmark er vi som regel mere afslappet klædt i forretningssammenhænge, end de er i USA. Og så skal du i øvrigt tænke på, at din påklædning skal afspejle det job, du har eller søger. Det virker helt tosset, hvis tømrersvenden stiller op i et dobbeltradet jakkesæt, hvid skjorte og slipsenål, mens ledelsesrådgiveren nok ikke gør sig ret godt i t-shirt. Match den hverdag, du vil ramme – og læg en lille smule til.Sørg for, at DIT profilbillede er professionelt. Det gør en forskel.

Tæt på – og alligevel afstand

Hvis billedet er taget så tæt på, at vi kun kan se et udsnit i dit ansigt, fremstår du ikke nær så sympatisk. Vi vil gerne være i stand til at se hele dig. Til gengæld skal du heller ikke for langt væk, så ansigtet ikke er tydeligt og klart. Vi skal kunne se øjnene og smilet tydeligt, så vi lærer dig at kende.

Til gengæld er det helt ligegyldigt, om billedet er taget i naturen eller et fotostudie, derhjemme eller på arbejde. Få lavet billederne der, hvor du føler dig tryg og godt tilpas.

Pas på farverne

Alt for kraftige farver (høj farvemætning), er ret brutalt ved indtrykket af dig som kompetent og indflydelsesrig – i mindre grad på, hvor sympatisk du fremstår på dit profilbillede. Gå efter afdæmpede farver – og tjek om der er for meget blå, rød eller gul tone i billedet. Mon ikke du kender en, der kan skrue ned på det for dig?

Brugerne af Photo Feeler bedømmer sort/hvide billeder lige så godt som farvebilleder, så vælg det, der virker bedst for dig.

Du finder hele artiklen (med billedeksempler) her: New Research Study Breaks Down “The Perfect Profile Photo”.

Tør du prøve selv?

Jeg bildte mig ind, at de portrætter, jeg typisk bruger, var supergode, men at dømme ud fra de (primært) amerikanske brugere på Photofeeler.com, er jeg stort set gennemsnitlig over hele linjen:

Hvor kompetent, sympatisk og indflydelsesrig ser du ud på dit profilbillede? Test selv.

Skægt nok er der markant forskel på, hvor godt brugerne kan li’ mig, og på, hvor indflydelsesrig, de synes, jeg ser ud.

Hvor kompetent, sympatisk og indflydelsesrig ser du ud på dit profilbillede? Test selv.

Jeg stiller mig lige i kø nede hos fotografen inden for alt for længe – og så tester jeg også de nye portrætter. Indtil da skal jeg så bestemme mig for, om folk skal opfatte mig som sympatisk eller indflydelsesrig…

Prøv selv at teste dit profilbillede.

Steen Kræmer Rasmussen