Infografik - Opslåede stillinger er vigtigere end netværk

Skrot skrønen om netværk og jobsøgning

Steen Kræmer Rasmussen Infographic, Jobsøgning, Netværk Skriv en kommentar

[INFOGRAFIK] Så kom den igen i en kommentar til en tråd her på LinkedIn: “75% af alle job besættes via netværk”. Det er forkert. Slet og ret en skrøne, der får luft under vingerne for mange steder.

Flere og flere jobkonsulenter og undervisere på jobsøgningskurser underholder med tal i den stil, men faktum er, at de er forkerte. Det viser konsulenthuset Ballisagers rekrutteringsanalyse fra 2016 – altså den nyeste af slagsen jeg har set.

Jeg er helt med på, at netværk er vigtigt, og at mange arbejdsgivere stikker følere ud, når de skal ansætte. Det ér trods alt tryggere end at ansætte en ny medarbejder, som man ikke har forbindelser til. Det er af samme grund, dine referencer betyder så meget, når du søger job.

Men hånden på hjertet: Opslåede stillinger har øget sin betydning lidt mere end netværket siden samme undersøgelse i 2015. Så husk din ansøgning og dit CV. Dem slipper du næppe af med foreløbig.

Sagen er klar: Netværk er kun nummer 2

Arbejdsgiverne fik spørgsmålet ‘Hvilke kanaler brugte I ved seneste ansættelse’, og svarene viser et langt mere nuanceret billede end det, skrønen siger:

Hit med jobbet - ansøgninger er vigtigere end netværk

Den mest brugte rekrutteringskanal er stadig opslåede stillinger med 72 procent. Derefter kommer netværk (58%) og LinkedIn (42%). Den fjerdevigtigste rekrutteringskanal er uopfordrede ansøgninger, som 29 procent af virksomhederne tog i betragtning ved deres seneste ansættelse. I gennemsnit har arbejdsgiverne brugt 2,9 kilder, sidste gang de ansatte.

Eller med andre ord: Det er dumt at satse ensidigt på netværk, på skriftlige ansøgninger eller noget helt tredje. Du skal bearbejde din jobsøgningsadfærd fra alle vinkler. Så øger du dine muligheder voldsomt.

En ekstra spændende pointe er, at virksomhederne har svaret på, hvor de først fik øje på den kandidat, der endte med at få jobbet. Her er der ingen tvivl: 49 procent af alle jobs er besat af en medarbejder, der har skrevet en ansøgning på et traditionelt stillingsopslag.

21 procent er dukket op via netværk, 10 procent fra rekrutterings- og vikarbureauer og syv procent gennem uopfordrede ansøgninger. Skrønen er hermed effektivt lagt i graven.

Du skal ramme bredt – og tænke på alt

En anden bemærkelsesværdig detalje er, hvor stor forskel der er på de forskellige typer af arbejdsgivere. Opslåede stillinger hitter hos offentlige arbejdsgivere – der slår 82 procent af alle stillinger op – og store private arbejdsgivere, der bruger stillingsopslag til 77 procent af jobbene. De små private virksomheder ligger helt nede på 46 procent. Det er store forskelle, og det understreger vigtigheden af, at du mestrer de forskellige jobsøgningsdiscipliner.

Det vigtigste at vide er, at LinkedIn stormer frem, og at Facebook også bliver vigtigere for hvert år. Forvent at alle typer arbejdsgivere kan finde på at tjekke din profil og dine kontakter på de sociale medier.

Og husk, at du skal arbejde målrettet på alle vinkler. Den fantastiske ansøgning giver nul mening, hvis du ikke bakker den op med f.eks. netværk og sociale medier. Og omvendt.

Og så lige til sidst den måske allervigtigste pointe: Der er ingen evigtgyldige sandheder, der dækker alle. På samme måde, som du er unik i din købsproces, når du køber grøntsager, er arbejdsgiverne det, når de ansætter. Gå all in på din research, så du finder ud af, hvad hver enkelt af de virksomheder, du vil søge hos, vægter højst. Du maksimerer mulighederne for at ramme plet, når du behandler hver arbejdsgiver individuelt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *