Home » Blog » Forsigtighed spolerer din jobsøgning

Hit med jobbet Målrettet kommer før forsigtig

Forsigtighed spolerer din jobsøgning

Af Steen Kræmer Rasmussen

[Animationsfilm] Et af de allerstørste problemer for jobsøgere er forsigtighed. Du kender det sikkert godt: Frygten for at skrive noget markant, at ringe og stille spørgsmål eller at tjekke nøglepersoner på LinkedIn. For “Tænk nu, hvis de ikke synes om det.”

Vel er det en helt naturlig reaktion, men den er desværre skadelig for din jobsøgning. Når du holder dig tilbage, gør du nøjagtigt det, som jeg også gjorde til skolefesterne i folkeskolen. Jeg var forsigtig, for jeg ville ikke dumme mig. Så jeg stod inde i skyggen et langt stykke fra dansegulvet og håbede på, at en af drømmepigerne fandt mig.

Det gjorde de ikke. På grund af min forsigtighed – og måske også fordi jeg allerede dengang var ret kikset. :o) Men selv om jeg så HAVDE været kysseværdig, var det aldrig sket. For der var aldrig nogen, der fik øje på mig inde i skyggerne.

Der er en direkte parallel til mange jobsøgere. Også dig? Holder du nogensinde igen, fordi du er en lille smule nervøs for, hvordan arbejdsgiveren vil tage det? Det er simpelthen så ærgerligt. Kig med her, (måske har du set en gammel version af denne animationsfilm, men den ér opdateret) så tales vi ved om lidt over halvandet minut:

Hvis du er ligesom Charlotte, kan det godt være, at du skal gøre noget for at komme i røde hjerter-kategorien. Det er nemlig bedre at blive opdaget – og en gang imellem fravalgt – end slet ikke at blive opdaget.

Konsekvensen er, at jobsøgningen foregår i ubemærkethed, og det er mange gange den vigtigste grund til, at der ikke kommer noget ud af det. Når du vælger de “sikre” løsninger er det eneste sikre, at der ikke sker noget nyt.

Hvis ikke du en gang imellem træder forkert i din jobsøgning, præsterer du ikke dit bedste. Ikke at din ansøgning behøver ligne en tombola i Tivoli, men du skal gå hårdt efter at skille dig ud – at være unik. Så kommer du tættere på at blive et af de røde hjerter i videoen.

Kast forsigtigheden over bord og ring til din næste boss, vis hvordan du skiller dig ud eller og lav en grundig research. Hvad er det værste, der kan ske?

  • “Hvad nu, hvis de er helt uenige i det, jeg skriver?”
    Så var det da godt, at du opdagede det allerede nu. For hvis I grundlæggende er uenige i de holdninger, du har til fagligheden eller virksomheden, skal du nok ikke arbejde der alligevel.
  • “Hvad nu hvis de opdager, at jeg har tjekket dem ud på LinkedIn?”
    Så er du da i noget af en ønskesituation. Jeg kan ikke forestille mig nogen som helst, som bliver sure over, at ansøgere viser nok initiativ og interesse til at blive klogere.
  • “Ja, men hvad nu, hvis de bliver irriterede over, at jeg ringer?”
    Hvis du gør dit forarbejde godt nok, smiler i telefonen og har gode, relevante spørgsmål klar, er risikoen for irritation minimal. Og den er for intet at regne sammenlignet med den viden og det udbytte du kan få.

Glem den overdrevne forsigtighed – den skader mere, end den gavner.

Hvem af disse to jobsøgere kommer først til jobsamtale, tror du?

Hvem af disse to jobsøgere kommer først til jobsamtale, tror du?

Professionel personlighed booster din jobsøgning

Hit med jobbet er langt hen ad vejen bygget op om begrebet Professionel Personlighed, som jeg har arbejdet med i næsten 10 år. Når du bruger den, træder du i karakter med din faglighed, dine værdier og/eller det, du leverer.

Og det er dét, virksomheden leder efter hos dig. Først og fremmest hvordan du brænder fagligt igennem, og hvordan DU gør en forskel. Det ser man ikke, når din ansøgning reelt er en omskrivning af dit CV, eller du bruger plads på at fortælle om dine personlige kompetencer. (F.eks. engageret, initiativrig, omstillingsparat, god kollega, serviceminded osv. Lav en liste med dem i CV’et i stedet.)

Husk på, at køberen af din arbejdskraft – du ér sælger, når du søger job – tænker “What’s in it for me?”, når han/hun læser din ansøgning. Og det skal du være i stand til at vise.

Med din professionelle personlighed i spil fremstår du fagligt kompetent med en grad af professionel kant, der er tilpasset virksomheden, dig selv og jobbet. Det bringer dig langt.

Og ja: Du må gerne vise kant. Skil dig positivt ud ved at levere holdninger og værdier, som går videre end til det selvfølgelige – og er nøje afstemt med din research. Formuler det som påstande, så du kommer uden om de trælse ‘jeg-mig-min’-ansøgninger.

Brænd igennem ved at tænke fremadrettet og udfordr meget gerne virksomheden på det faglige. Eller med andre ord: Vis at du kan og vil bidrage med noget.

Smid så for pokker den forsigtighed over bord og kast dig ud i kampen.

Steen Kræmer Rasmussen